20. oktober 2017

Oktober i grænseland






Oktober er skoleferie og jobpause. Efterårsferie. Efteråret kigger frem – men eftersom det ikke har været frostvejr, er græsset stadig grønt og mange blade stadig grønne. Oktober er blevet til den måned, hvor efteråret starter – og ikke længere den måned hvor efteråret kulminerer.

Det er så meget anderledes, end da jeg var barn. Dengang var efterårsferie ensbetydende med løvfald – kun de allersidste blade var tilbage, når efterårsferien sluttede. Nu finder løvfaldet først sted i november.

Men vejret var da 'dejligt'. Lunt og smukt – og lige til at gå ture i. Så det gjorde vi – i en del af Danmark, hvor jeg aldrig har været før (!) – den sydlige del af Sønderjylland hvor Flensborg Fjord lå og glitrede i modlyset (se billederne). Et dejligt sted, som jeg gerne vender tilbage til - men også tæt befolket. Ikke så meget natur, som i Vest- og Nordjylland - men til gengæld rigt på museer og erindringssteder: Dybbøl Banke (selvfølgelig), Gråsten, Sønderborg Slot, hele grænseområdet, Frøslevlejren og Gallehus, hvor guldhornene blev fundet.

Spas og oplevelser for store og små – og så kan jeg godt lide tanken om, at mine børn efterhånden har set det meste af Danmark.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar