17. marts 2017

Mit bedste genbrugsfund


Det bedste genbrugsfund hjemme hos os er vores sofa. Vi havde ellers en god gammel flyder, som havde tjent os vel - men den var ved at være lidt træt og slidt i betrækket, og vi begyndte at tale om en ny. Brugt selvfølgelig - men i god kvalitet. Og gerne i samme stil som vores anden sofa (anes til højre i billedet), en Erik Jørgensen model, som vi ligeledes havde haft længe.

Somme tider skal man bare lede efter tingene, så dukker de op - kender I det? Vi kiggede lidt på Lauritz.com, men blev skræmt væk af priserne på brugt sofaer. Næste skridt var dba.dk - og vupti dukkede denne her sofa op. En dame, der var flyttet til et meget mindre hus, ville meget gerne af med sin alt for store sofa - og hun boede tilmed kun 500 meter fra os. Hvor heldig kan man være?

Eneste minus ved sofaen var betrækket. Den var desværre blevet ombetrukket med noget stof i en lidt ubestemmelig brun farve - men der er ikke noget, et tæppe ikke kan klare ...

Så nu har vi en ny sofa. Man ligger skønt i den, og sidder rigtig godt. Man kan være syg i den. Man kan lave lektier i den. Man kan sidde to i hver sin ende - og en i midten. Den er på alle måder et fantastisk godt køb. Og den gamle sofa? Den har det fredeligt og godt hjemme hos min søster, som gerne ville have en ekstra sofa.

4 kommentarer:

  1. Jeg synes, den ser rigtig fin ud, jeres sofa. Jo, jeg kender det godt, at tingene nogen gange kommer til én i livet, hvis man bare har tålmodighed. (Det kan være svært at have). Man bliver så lykkelig, når det sker og tænker: Det var meningen.
    Jeg holder meget af dine billeder og tekster.

    Mange varme hilsner herfra Fyn.





    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for din kommentar, Laila - dejligt at du stadig kigger ind. Jeg har jo ikke været den mest flittige blogger de sidste par måneder.

      Slet
  2. Den er fin! Vi har et par IKEA-sofaer med hvidt betræk, men på torsdag ankommer deres nye frakker. Jeg har nemlig købt nye, mørkegrå betræk til dem, for jeg er så træt af at vaske (og især stryge) det hvide. Jeg tænker at det grå kan holde lidt længere inden det må en tur i vaskemaskinen. Jeg bliver næsten lidt misundelig på dit ubestemmeligt brunlige stof :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, man kan ihvertfald ikke se pletter så nemt på brunt. Hvide sofaer er supersmukke - men her ville der ikke gå en dag, før de var plettede.

      Slet