24. marts 2017

Lad det spire


Det er ikke her på bloggen, at man finder uendelige beskrivelser af vejret (... ih, hvor solen dog skinner" - ja, det gør den som regel om foråret - "uh, hvor er det koldt" - ja, det plejer det at være i januar måned).

I det hele taget, hvad er det med vejrudsigter? Man kan ikke køre med bussen, tage toget, åbne sin computer eller tænde for fjernsynet, uden at blive mødt med fuldstændig overflødig information om hvordan vejret er og bliver. Jeg er helst fri for den viden. Jeg vil hellere se ud af vinduet og mærke hvordan temperaturen er, frem for at kunne sige: "Ja, på lørdag skulle det blive xx grader". Ja, jeg vil faktisk helst ikke vide hvordan vejret bliver på lørdag.

Men det er rigtigt, solen skinner, og det gør, at små disse squash kan vokse sig store og blive til levedygtige planter.

Dét er forårets evige mirakel ...

17. marts 2017

Mit bedste genbrugsfund


Det bedste genbrugsfund hjemme hos os er vores sofa. Vi havde ellers en god gammel flyder, som havde tjent os vel - men den var ved at være lidt træt og slidt i betrækket, og vi begyndte at tale om en ny. Brugt selvfølgelig - men i god kvalitet. Og gerne i samme stil som vores anden sofa (anes til højre i billedet), en Erik Jørgensen model, som vi ligeledes havde haft længe.

Somme tider skal man bare lede efter tingene, så dukker de op - kender I det? Vi kiggede lidt på Lauritz.com, men blev skræmt væk af priserne på brugt sofaer. Næste skridt var dba.dk - og vupti dukkede denne her sofa op. En dame, der var flyttet til et meget mindre hus, ville meget gerne af med sin alt for store sofa - og hun boede tilmed kun 500 meter fra os. Hvor heldig kan man være?

Eneste minus ved sofaen var betrækket. Den var desværre blevet ombetrukket med noget stof i en lidt ubestemmelig brun farve - men der er ikke noget, et tæppe ikke kan klare ...

Så nu har vi en ny sofa. Man ligger skønt i den, og sidder rigtig godt. Man kan være syg i den. Man kan lave lektier i den. Man kan sidde to i hver sin ende - og en i midten. Den er på alle måder et fantastisk godt køb. Og den gamle sofa? Den har det fredeligt og godt hjemme hos min søster, som gerne ville have en ekstra sofa.

6. marts 2017

Forår i vindueskarmen

Marts er her med og det vrimler med vintergækker og erantis. Det har det forresten gjort siden midten af januar. I vindueskarmen står stiklinger og frø til forspiring. Og udsprungne syrengrene - her i en af de smukke rillede vaser fra Hjorth, som jeg samler på.

Det er forår i vindueskarmen.