17. februar 2017

Det, jeg læser #2


Linn Ullmann: Det dyrebare


Den norske forfatter Linn Ullmann er både hypet som forfatter og berømt som person - ikke mindst på grund af sine berømte forældre Liv Ullmann og Ingmar Bergman. Hun har udgivet seks bøger siden debuten i 1999.

'Det dyrebare', som jeg fandt på bogudsalget, er fra 2012, og lægger sig tematisk op ad Linn Ullmanns øvrige bogproduktion: Det er familien og relationerne omkring den - vel at mærke de dysfunktionelle dele - som Linn Ullmann afdækker.

I 'Det dyrebare' består familien af tre generationer; mormoderen Jenny, hendes datter resturatøren Siri, Siris ægtefælle forfatteren Jon samt deres børn, teenageren Alma og den noget yngre Liv. Rammen om fortællingen i bogen er en fødselsdagsfest for Jenny, hvor også den unge pige Mille, der er ansat som børnepasser for en sommer, er til stede. Festen er alt andet end vellykket og ender i en katastrofe: Mille forsvinder og bliver først fundet to år senere, voldtaget og myrdet.

Alle i familien har deres egne hemmeligheder, og afdækningen af dem bliver hurtigt romanens fokuspunkt. Der trækkes tråde frem og tilbage i tiden og væves mellem begivenheder i fortid og nutid og personerne ridses op: Den følelsesmæssigt afstumpede Jenny er ude af stand til at holde af datteren Siri, som derfor uafladeligt søger sin mors gunst. Jon er notorisk utro, og bruger tiden på at udtænke stævnemøder, istedet for at skrive på den bog, der skulle være udkommet for flere år siden. Alma er utilpasset teenager, der konstant prøver grænser af og gentagne gange bliver bortvist fra skolen uden at føle anger. Mille er bogens Lolita, både naivt barn og en latent forførerske, der ikke forstår at undvige farlige situationer, og som må bøde for det med livet.

Bogens element af krimihistorie fungerer rigtig godt - først til sidst bliver det afsløret hvad der egentlig skete, og selv da sidder man tilbage med en følelse af ikke have fået det hele at vide. Som familiepsykologisk drama fungerer bogen mindre godt. Skildringen af personerne er entydig og familiemedlemmerne er fastlåst i deres roller. Man kommer aldrig rigtig til at føle sympati for personerne, i længden bliver deres miserable liv højst lidt irriterende. Der er ingen lyspunkter i personernes relationer til hinanden: bogen igennem lyver, bedrager og fornægter de, samtidig med at de bliver løjet for, bedraget og fornægtet. De er alle tynget af skyld og svigt og er med deres fortielser og manglende evne til at gribe fat i livet medskyldige i Milles skæbne. Det er ridset dystert op og i længden er det ubærligt.

Linn Ullmann skriver blændende godt og stilsikkert – men der er, efter min mening, adskillige afsnit i bogen som godt kunne undværes. En tættere redigering ville have gjort bogen mere intens, og have gjort den dystre fortælling lidt mindre sort og overvældende - og måske lidt mere vedkommende.

Jeg giver bogen 4 hjerter ud af 6.

11. februar 2017

Sne


Så skete det - endelig - der kom (en lille smule) sne. Nyd vinteren - så længe den varer ...