30. april 2016

Et øjeblik i april


Et blomstrende træ. En gåtur, hvor jeg havde kameraet med, og hvor jeg stoppede op - lige et øjeblik - og fangede lyset og de hvide blomster.

Et øjeblik i april ...

23. april 2016

Anemoneskove




Anemoneskove, som de kun ser ud i april. Endnu en flygtig blomst, som skal nydes, mens skovene stadig er bladløse. Og helst der hvor den står - anemoner er smukkest i skovbunden.

15. april 2016

Enkel pynt

Enkel pynt på bordet: En påskegul skål med kogler, bark og fjer. Små skatte fra naturen der pynter mere end fine opstillinger.



Ved siden af skålen en skøn, enkel lysestage med en fin dekoration; måske en slags lerbatik? Det ser ud som om at farven er lagt på over et organisk materiale, måske et bånd.

Så enkelt - så fint.

8. april 2016

Flygtigheder


Først kommer erantisserne og vintergækkerne. I år kom de meget tidligt og stod længe og lyste. En dag, da jeg kiggede ud af vinduet, var de væk. I stedet var der påskeliljer en lille smule krokus og tusindvis af grønne vækster på vej  op af jorden. De helt tidlige forårsblomster kan ikke lide varme. Det får dem til at visne.

Sådan er  det hvert år. Jeg har oplevet det mange gange før, og alligevel kan jeg ikke lade være med at blive lidt vemodig. De er så smukke, de små vintergækker - og nu er der længe til, at jeg skal se dem igen. Ligesom det tidlige forår - det er allerede væk igen. Husk at nyde det flygtige ...

(De mange krokus er ikke fra min have - bare de var ...)

1. april 2016

Genbrugsgaver

Kan man give gaver fra genbrug? Ja, absolut - hvis modtageren er indforstået, og hvis man liiige kan afsætte den ekstra tid det tager at finde det helt rigtige.
Min mand ønskede sig ølglas til sin fødselsdag - helst med tryk på, og helst forskellige - og det lykkedes mig (efter at have været i to andre genbrugsbutikker) at finde en del glas med forskellige print på.

Nu mangler jeg bare at give ham noget til at fylde i dem :-)