14. februar 2016

Flere fine fund



Hjemme hos os holder vi meget af at se "antikprogrammer" - fx 'Skattejægerne' eller 'Antikduellen'. Det er dejligt at se at de gamle ting bliver værdsat og dejligt at der findes samlere til de underligste ting.

Til gengæld er bevidstheden om hvad, der er noget værd også vokset. Selv genbrugsbutikkerne tager de ting fra, som de mener er noget værd, og sætter også priserne derefter. Men man kan stadig være heldig ...

Som da jeg så disse tallerkener i en af de lokale genbrugsbutikker. De kunne åbenbart ikke - i modsætning til mig - genkende dem som Lyngby-stellet Tangent, for de tog kun 10,- pr. stk. Det kunne jeg ikke stå for - og godt nok er dybe tallerkener ikke så anvendelige som flade, men de kan vel bruges til suppe. Eller desserter. Smukke er de i hvert fald, og i fin stand bortset fra et lille hak på undersiden af en af dem.

12. februar 2016

Projekt karklud

Debatten om - og afsløringen af -  hvad der er i de populære microfiberklude er virkelig uhyggelig, synes jeg. Især fordi jeg selv har brugt de lysegule, blå og hvide klude i årevis - og gladeligt har vasket (og genbrugt dem). Men det er de slet ikke beregnet til, forlyder det nu. Microfiber indeholder nemlig plastik - småbitte plastikpartikler, som vupti, frigøres når kludene kommer i kontakt med vand og derfra kommer ud i vores vandmiljø - i vandløb, søer og tilsidst ud i havet. En skrækkelig tanke - og den nærliggende løsning; at forbyde de små plastikpartikler i kludene, er vist ikke lige om hjørnet.

På internettet er driftige kvinder gået i gang med at strikke karklude - af økologisk bomuldsgarn, forstås. En sympatisk handling - men jeg ville nu ikke kunne nænne at udsætte mit håndarbejde for alt det som klude normalt kommer i nærheden af (ingen detaljer, tak).

En meget nemmere løsning er at gå ned i den nærmeste genbrugsbutik og købe et par gamle håndklæder, klippe dem op i passende stykker og overlocke eller zig-zakke kanterne. Vupti - alle de klude man har brug for.

Og microfiberkludene - de ryger i bunken med "meget gamle klude" - dem, der bruges til at pudse cykel og lign. med.

P.S. Og tak for kommentarerne de sidste ... ups ... måneder. Som jeg med skam at melde ikke har fået svaret på før nu - bloggen har ligget lidt underdrejet. Dødsfald i familien bl.a. (Ikke nær familie, men alligevel nær nok, til at jeg blev berørt). Men jeg værdsætter virkelig jeres kommentarer, og jeg plejer også at svare inden der går alt for lang tid.