18. december 2015

Alle de smukke ting

Nu er det snart jul, og jeg ønsker mig ... ingenting.

Men hvis jeg skulle ønske mig noget, ville jeg ønske mig nogle af alle de smukke, gedigne og særprægede ting, som er til salg på brugt- og antikmarkedet. For det er ganske overvældende, hvor meget der egentlig er til salg, når man kommer op på niveauet over genbrugsbutikkerne. Retro er moderne og det vælder op med små marskandiser- og antikbutikker. Plus alle de private. der sælger via Den Blå Avis eller Instagram.

Det er dejligt at se, hvordan den gamle keramik og alle de andre ting, som tidligere bare skulle smides ud, (så man kunne købe noget nyt i IKEA ...) er blevet noget værd igen. For det er smukt - og alene håndværket i tingene er nok til at værdsætte dem. Plus deres affektionsværdi.

Jeg har ladet mig friste til at købe et par smukke, brugte ting, som ikke er fra genbrugsbutikkerne:

En lerfigur fra Kähler. Den hedder Leda med svanen og var i sin tid en stor salgssucces for Kähler. Blev produceret i tusindvis af eksemplarer. Både med og uden glasur. Forlægget er skabt af billedhuggeren Kai Nielsen.


Et lille askebæger (har det nok være oprindeligt) fra Hjort. Yndigt. Passer lige til lidt småting.



En fin lille kaffekop og tilhørende underkop. Til de dage, hvor det skal være lidt pænere. Bare lidt.

9. december 2015

December er grøn


Det er blevet december - med alt hvad der hører til; julepynten som børnene lavede, da de var mindre, er kommet op at hænge, der er bagt flere slags julekager og nisserne har - ganske som de plejer - hængt en slikkalender op, mens vi sov. Hver aften ser vi de to julekalendere fra DR1 og TV2 mens vi kalenderlyset blafrer, katten sover og ilden i brændeovnen buldrer.

Men hvad stiller man op, når december er så grøn og så varm (!) at det slet ikke føles som jul? Når det stormer og regner i dagevis og det kun har været frostvejr en eneste nat? Og når ens søn spørger, hvornår det bliver snevejr?

Udsigten til en varm og grøn vinter for tredje år i træk, er mildest talt ikke opløftende. At jeg tænker på 70'ernes og 80'ernes kolde vintre holder jeg for mig selv - men at jeg bare drømmer om en lille smule frost og kulde er vel ikke for meget forlangt?

Det er årstiderne og landskabet omkring os, der former og definerer os - og at mærke naturens afvekslen bekræfter os i, at årets hjul drejer rundt og at vi er en del af noget større.

Den oplevelse vil jeg gerne blive med med at have ...