27. januar 2015

Update - patchworktæppe


Der bør lyde en fanfare på denne (dybt suk!) drivvåde januaraften: Det patchworktæppe jeg har været i gang med længe - også kaldet 'evighedstæppet' - er blevet færdigt. Det er blevet flot. Og tykt ...


Selve tæppet er næsten ren genbrug - med undtagelse af bagsiden, som er et stykke ubleget bomuld - er det kun syet af stof fra min samling. Fyldet er en gammel rullemadras, som er klippet til.


Kanterne er klippet af et dynebetræk, maskinsyet på tæppets ene side og sømmet fast i hånden på bagsiden.

Det er en teknik, jeg ikke har brugt før, men det er slet ikke så svært - og så er det yderst meditiativt, at sidde med det smukke stof på skødet og sy små, fine sting.


Ren retro - og de smukkeste brune og orange toner. Min søn udbrød straks: "Det er et efterårstæppe." Og det er sandt.

7. januar 2015

Hjemmelavede gaver





Godt nytår derude - og velkommen til januar.

December forsvandt alt for hurtigt. Især forsvandt de pludselige og uventede vinterdage alt for hurtigt igen, Men julen og de mange fridage var dejlig. Dejligt var det også at kunne give hjemmelavede gaver; strikkede sokker (nederst) og et hylster til gymnasiepigens computer (øverst).

Sidstnævnte voldte mig en del problemer - det er ikke så let, at sy en lynlås på en buet kant, og slet ikke når der også skal foer i. Men resultatet blev godt - og tasken blev vendt og syet pænt til på indersiden.

Selve tasken er syet af rester - diverse rester fra bukser og en rest flece fra sønnens nissedragt (som jeg vist ikke har fået vist her ...). Kun lynlåsen er købt til formålet.

Sokkerne er også strikket af restegarn - derfor striberne. Jeg havde ikke nok af det melerede sokkegarn til to par sokker - og jeg ville have det brugt.

Januars kreaprojekter: At få "evighedstæppet" gjort færdigt - der mangler så lidt. Sjovt nok er det ofte det, der tager længst tid ...