18. december 2015

Alle de smukke ting

Nu er det snart jul, og jeg ønsker mig ... ingenting.

Men hvis jeg skulle ønske mig noget, ville jeg ønske mig nogle af alle de smukke, gedigne og særprægede ting, som er til salg på brugt- og antikmarkedet. For det er ganske overvældende, hvor meget der egentlig er til salg, når man kommer op på niveauet over genbrugsbutikkerne. Retro er moderne og det vælder op med små marskandiser- og antikbutikker. Plus alle de private. der sælger via Den Blå Avis eller Instagram.

Det er dejligt at se, hvordan den gamle keramik og alle de andre ting, som tidligere bare skulle smides ud, (så man kunne købe noget nyt i IKEA ...) er blevet noget værd igen. For det er smukt - og alene håndværket i tingene er nok til at værdsætte dem. Plus deres affektionsværdi.

Jeg har ladet mig friste til at købe et par smukke, brugte ting, som ikke er fra genbrugsbutikkerne:

En lerfigur fra Kähler. Den hedder Leda med svanen og var i sin tid en stor salgssucces for Kähler. Blev produceret i tusindvis af eksemplarer. Både med og uden glasur. Forlægget er skabt af billedhuggeren Kai Nielsen.


Et lille askebæger (har det nok være oprindeligt) fra Hjort. Yndigt. Passer lige til lidt småting.



En fin lille kaffekop og tilhørende underkop. Til de dage, hvor det skal være lidt pænere. Bare lidt.

9. december 2015

December er grøn


Det er blevet december - med alt hvad der hører til; julepynten som børnene lavede, da de var mindre, er kommet op at hænge, der er bagt flere slags julekager og nisserne har - ganske som de plejer - hængt en slikkalender op, mens vi sov. Hver aften ser vi de to julekalendere fra DR1 og TV2 mens vi kalenderlyset blafrer, katten sover og ilden i brændeovnen buldrer.

Men hvad stiller man op, når december er så grøn og så varm (!) at det slet ikke føles som jul? Når det stormer og regner i dagevis og det kun har været frostvejr en eneste nat? Og når ens søn spørger, hvornår det bliver snevejr?

Udsigten til en varm og grøn vinter for tredje år i træk, er mildest talt ikke opløftende. At jeg tænker på 70'ernes og 80'ernes kolde vintre holder jeg for mig selv - men at jeg bare drømmer om en lille smule frost og kulde er vel ikke for meget forlangt?

Det er årstiderne og landskabet omkring os, der former og definerer os - og at mærke naturens afvekslen bekræfter os i, at årets hjul drejer rundt og at vi er en del af noget større.

Den oplevelse vil jeg gerne blive med med at have ...

24. november 2015

Et øjeblik med sne


En lille smule sne - så smukt, så magisk uventet - og så alt for kort tid.

21. november 2015

At se detaljen


At se detaljen - og fokusere på skønheden i den ...

9. november 2015

At se på blade


At se på de visnende blade - og nyde det smukke forfald.

8. november 2015

At rydde op


At rydde op - orden på bordet giver ro i sjælen.

5. november 2015

At tænde lys



At tænde lys - for at hilse november måned velkommen ...

1. november 2015

Novembersysler


November er en lidet elsket måned; efter mening ganske ufortjent. Jeg har sikkert skrevet det før, for det er en af mine kæpheste, men jeg synes vi skal hilse den mørke tid velkommen - og nyde den ro og fordybelse, som indelivet giver os mulighed for.

De næste indlæg bliver nogle af mine forslag til novembersysler ... ting man kan gøre i november.

31. oktober 2015

Endnu mere efterår




En dejlig lørdag med tid til at gå ud og sparke i bladene - efteråret er her - og det er dejligt ...
(Kunne ikke stå for det traditionelle bloggerbillede af støvler i blade, men det ér uopfindsomt ...)

18. oktober 2015

Berlin i regn


Det har været efterårsferie og jeg har været i Berlin med min familie. Det var dejligt - og vådt. Det regnede tre ud af de fire dage, vi var i byen - men vi havde alligevel en sansemættet, oplevelses- og indholdsrig tur. Der er så mange gode museer i Berlin og selv om vi har besøgt byen før, har vi langt fra været på dem alle. Man kan altid blive lidt klogere på Tyskland og den tyske historie - og forbedre sit tysk.

Tysk har vi vist alle haft i folkeskolen - og de fleste synes at det er svært. Det er det også – men det er så meget nemmere at lære ved at høre, se og bruge sproget; alene dét er en fornøjelse ved at være i byen. Som ud over museer og historie er fyldt med undergrundstog, mennesker, cykler, caféer, gadeliv, grafitti, byggepladser og masser af træer og gule blade.

12. oktober 2015

Ud i efteråret

Efteråret er mere end velkomment hos mig. Jeg holder af alle årstiderne - også de kolde og mørke, og jeg nyder at se årstiderne skifte. At gå rundt med kamera en klar oktoberdag og fange lidt af farvespillet i blade og træer er en dejlig søndagsbeskæftigelse.

Røde bær mod blå himmel.

Frøstande.

- og brune blade.

Nyd efteråret!

4. oktober 2015

Oktoberblomster


Bedre sent end aldrig ... jeg havde ikke troet at det ville lykkes, men den sidste måned har mit georginebed glødet - og det gør det stadig. "Den sidste rose glød" ... eller noget .

Nu må efteråret gerne komme - hos mig er det velkomment.

27. september 2015

Svampetid


Lange vandreture i bøge- og granskove med svampekurven i hånden er en herlig beskæftigelse - og endnu mere, når man faktisk finder nogle af de eftertragtede svampe.

28. august 2015

Den eneste blomst


Langt om længe har mine georginer sat en enkelt blomst, så her er den, havens eneste enlige georgine.
En enkelt augustblomst. Flere af de andre planter har store blomsterknopper, så der er håb om at der kommer flere blomster. Men alligevel ...

Jeg har dyrket georginer i årevis og har altid haft held med det. Har lagt knoldene i jorden i forsommeren og haft en overdådighed af blomster i juli, august og september.
Hvad mon der er gået galt?

Tjah, for det første kom knoldene nok for sent i jorden, De er lang tid om at vågne efter vinterdvalen i kælderen og begyndte først at skyde rigtigt i juli. Og for det andet fik jeg vist ikke vandet dem nok.
De skal have meget vand. Og helst også brændenældevand. Det fik de heller ikke i år.

Men nu er de her endelig. Og jeg håber der kommer mange blomster. Om ikke så mange som der plejer, men så ihvertfald nok til en buket.

21. august 2015

En måned uden net

Fra den dag i starten af juli hvor jeg lukkede min arbejdscomputer ned for at holde sommerferie og til et godt stykke ind i august, var jeg uden net. Jeg brugte simpelthen ikke internettet; jeg holdt ferie og kunne med god samvittighed glemme alt om mails og beskeder der skulle svares på.

Det var ikke noget jeg havde tænkt over eller besluttet, det kom bare af sig selv. Først var vi i Norge, hvor der slet ikke var netadgang og da vi kom hjem var det så fristende og dejligt at fortsætte med at være offline.

Det kan anbefales. At være offline.

Hele juli måned var der frydefuldt stille i mit hovede. Jeg kunne glemme alt om hvad "andre" sagde, tænkte og gjorde. Jeg behøvede ikke konstant at tænke på nyheder, blogs, billeder og meninger. Eller at føle at "alle" andre vist levede et meget sjovere og mere spændende liv ,end jeg selv gjorde.

Jeg kunne "nøjes" med bare at forholde mig til mine nære og kære og det liv vi lever med hinanden. For nu at være lidt højtidelig.

Det var dejligt.

Når jeg tænker på den digitale virkelighed der omgiver os, og som vi er tvunget til at være en del af, løber det mig næsten koldt ned af ryggen. Dels på grund af hastigheden af de forandringer der er sket, dels fordi det er en udvikling der er irreversibel. Den kan ikke føres tilbage.

Det kan vi begræde (og jeg gør det, men kun i smug) - men vi kan ikke gøre noget ved det. Andet end at forsøge at påvirke vores børn til at slukke computeren - sige at de skal(!) og ved selv at være offline. I korte eller lange perioder.

Som sagt - det kan anbefales. Og jeg prøver at fortsætte med at være uden net i kortere perioder.

14. august 2015

Sommerferiebilleder


Så blev det august. Det er allerede flere uger siden jeg startede på arbejde igen, og onsdag sluttede sommerferien så endelig, da begge børn startede i skole. Goddag til hverdagen - (og fri mig for flosklen om at holde af hverdagen ...)

Det har været en lang sommer. En dejlig sommer. Med både regn, kølighed og varme - lige som jeg kan lide det. En perfekt blanding.

Vores ferie gik til Norge. Lige som for to år siden pakkede vi bilen med vandrestøvler, rygsække og alverdens udrustning og tog færgen fra København til Oslo. I Norge boede vi dels i skibyen Hemsedal og dels ved fjeldsøen Gjende i Valdres. Begge steder boede vi på campingpladser - i hytter vi havde lejet.

Der var dejligt. Smukt. Jeg har efterhåndet været i Norge en del gange, alligevel har jeg kun set en ganske lille del af det overvældende smukke land. Så der er meget at komme tilbage til.

Vandring i Hemsedal.
Bag græsmarken ligger campingpladsen i Hemsedal. Hyggelig og ganske lille. 
Udsigt mod Valdresflya fra nord. Det er i starten af juli og tidlig sommer i fjeldet, så der ligger stadig en del sne.

Et kig ud over fjeldsøen Gjende på en overskyet dag. Skyerne hænger lavt over fjeldtoppene.
Koncentration ved Ludospillet. Vi spillede rigtig meget Ludo og nød at være uden internet.

1. juli 2015

Offline i juli


Det er juli - og jeg er offline. Farvel til jobbet og den daglige dont ved computeren og goddag til lange dage hjemme i haven og ude i den store fjeldnatur.

Vi ses igen til august ...

13. juni 2015

En yndig og frydefuld sommertid ...

- i al sin herlighed ..
Det er blevet den smukkeste juni (og bloggen er blevet skrækkelig forsømt). Alting synes at blomstre og frodigheden har ingen ende.
Maj måned har været god for det, der vokser: Det har været forholdsvis køligt og regnen har været rigelig. Det giver god vækst for planterne - både de "vilde" og de dyrkede.


Frodighed - akelejer som gavmildt har spredt sig og sået sig selv ...

15. maj 2015

En gang klunser ...


Det er ikke fremmed for mig at finde ting til storskrald eller fiske skatte op af en container, og jeg gør det glad og gerne. Faktisk ville jeg gerne gøre det noget mere; men omstændighederne forhindrer mig i at tage større genstande, som møbler, med hjem.

I tidens løb har jeg fundet en del og også skrevet om det på bloggen (læs fx her og her).

Min daglige arbejdsplads ligger på Østerbro - og derinde er genbrug, eller bare respekt for de ressourcer der ligger bag et produkt, meget fjernt for beboerne. De mennesker der bor i det kvarter smider virkelig meget ud. Jeg kan godt forstå, at man smider overflødige genstande ud til storskrald eller genbrug. Men jeg har gentagne gange set genstande fra et kælderrum blive hentet af en skraldebil og blive mast til atomer. (At Københavns kommune tillader det, er en gåde for mig; heroppe i Nordsjælland, hvor jeg bor. kan man ikke bare smide en cykel eller en sofa i skraldespanden.)

At blive kvast til ukendelighed - det ville have været skæbnen for denne fine cykel, hvis jeg ikke havde taget den. Den stod på gaden i en bunke med andre cykler, en masse flyttekasser og gamle møbler. Kort tid efter at jeg havde bragt cyklen i sikkerhed kom den omtalte skraldebil ....

Cyklen var flad, men ellers meget fin og stort set ikke rusten. Min bedre halvdel er en rutineret cykelistandsætter, og han siger at den er meget velholdt og er blevet passet godt. Og nu kan den være en udmærket ekstracykel her i huset.

9. maj 2015

Ugens buket


Ugens buket er den smukke, violette judasøre, som nok så venligt har sået sig selv i vores rabat. Nu skal den blot sprede sine frø og skånes for græsslåmaskinens hærgen. I buketten skimtes også kærmindesøster og klokkeskilla. Som ligeledes velvilligt har sået sig selv.

God lørdag til jer ...

26. april 2015

En lille smule syning



... og en ny start?

Det er meget længe siden jeg har syet noget - og kan man så have en syblog? Tjah, bloggen handler efterhånden om så meget andet end lige syning - hvilket er fint nok, men bloggens hjerte er syning og håndarbejde. Det er ikke det eneste jeg bruger min frie tid på - og derfor har der været langt mellem indlæggene på det seneste, men ,fortjener bloggen ikke en frisk start?  Det vil jeg mene.

Jeg har haft gang i symaskinen. Ikke med noget særligt - blot nogle hårdutter i 80'erstil; de består blot af nogle stykker stof og en elastik - men de er både pyntelige og praktiske.


Desuden har jeg syet denne lille sag; et etui til små papirslommetørklæder. Den er så enkel at lave, at den i næste ikke fortjener at blive vist frem, men da den også er praktisk og pyntelig kommer den med .

12. april 2015

Søndag med påskeliljer


Søndag formiddag er dasetid. Doven tid. God til at til at læse avis. Papirets knitren. Kaffe. Påskeliljer der står så strunkt og opret og holder længe, mens de nikker med deres fint flagede blomsterhoveder. Udenfor "stormer det af forår og opbrud".  Dejligt. Så er der endnu flere grunde til at blive indendøre.

Livet er smukt og så godt som det kan være.

Bonusinfo: Strofen "Det stormer af Foraar og Opbrud" er fra et digt af Morten Nielsen og har fulgt mig gennem årene.