28. marts 2014

Forårssysler



Nu er det forår - for jeg har taget mine pelargonier op fra kælderen og gjort dem klar til den kommende sæson.

Pelargonier er flerårige - hvis man passer dem rigtigt, og samtidig er de helt utroligt hårdføre. Mine pelargonier står i store potter på vores terrasse fra engang i maj til midt eller slutningen af oktober. Så bliver de båret ned i kælderen, hvor de står i et køligt og ret sparsomt oplyst kælderrum. Ikke en dråbe vand får de i hvileperioden, ikke før de kommer op igen i februar/marts. Med grønne blade og enkelte blomster.Og en masse visne.

Så skal alle visne og døde grene fjernes - hvorefter pelargonierne bliver passer inde, med masser af vand. lys og gødning - indtil det er blevet så varmt at de kan komme ud igen.


Resultatet .. pelargonier i forårssol.

23. marts 2014

Japanske sting

Når man er en dreng på 10 år, der elsker at spille fodbold og gerne kaster sig ned på græsset i sin iver efter at få fat på bolden, går der ikke ret lang tid, før der er huller på knæene. Uanset om det er købte eller hjemmesyede bukser. Jeg lapper gerne, men videre kønt bliver det sjældent og jeg vil gerne finde en anden måde at lappe på - i håb om at det både bliver pænere og mere holdbart.

Så her er lappen i japansk stil - inspireret af den japanske sashiko-teknik. Jeg har tidligere forsøgt mig med teknikkken, efter at have læst om den på Dorthes blog Forhistorier, (dog uden at have blogget om resultatet). Teknikken består i at man - i hånden - syr lange rækker af forsting, og lader både sting og mellemrum være så ensartede som muligt. Det er ikke så nemt, som det ser ud til - men på den anden side er det heller ikke svært. Det kræver lidt tålmodighed og øvelse, ikke andet.

Lappen her består af to lag stof; en lille lap på retsiden og en større på vrangsiden. Stingene er syet fra ret siden og holder begge stoflag på plads. Tråden er en rest papirgarn fra bunden af strikkekurven. Jeg tror det er ret stærkt. Og lappen - den blev godt modtaget, da jeg fortalte at det var en japansk teknik ..

21. marts 2014

Så gik der tid ned det

Så gik der en uge - næsten. Hvor jeg stort set kun har ligget på sofaen - med en bog, en avis, et strikketøj, en computer - eller ingenting. Hvor det at rejse sig op og gå ud i køkkenet for at sætte vand over har føltes som en anstrengelse og hvor verden udenfor har været ret uvedkommende. Hvor .. nå, for at gøre en lang historie kort er jeg kommet op til overfladen igen. Hvorefter begge børnene lagde sig. Godt de er så store nu at de (stort set) kan passe sig selv og hinanden, bare der er computer, fjernsyn og noget rart at spise og drikke i nærheden ...

Så sådan er der så meget - men i stuen blomstrer disse smukke narcisser..

17. marts 2014

Forår i syrummet

"Det stormer af Foraar og Opbrud .." - en strofe fra et digt af 1940'er digteren Morten Nielsen, der har bidt sig fast, for det passer så fint til sådan en blæsende forårsdag, som i dag. Hvor jeg burde være ude i det pulserende liv, men er syg med en (forårs)virus - så jeg er hjemme og har tid til at skrive blogindlæg.

I syrummet er der også forårsstemning og en form for opbrud, for jeg har haft alle mine stofrester fremme, for at se, om jeg kan samle stof sammen til et nyt patchworktæppe.

Jeg holder meget af at sy lappetæpper - på min egen måde. Dvs. at lapperne skal være forholdsvist store (ca. 20 x 20 cm.), at de bliver syet sammen på maskine og at det færdige tæppe skal være så tilpas stort og varmt at man kan putte sig under det. Sidst men ikke mindst skal lapperne matche i farverne.

Sidste forår syede jeg det grøn-brune tæppe, som nu ligger i stuen og bliver brugt hver dag som hygge-slumretæppe. Det nye tæppe skal bestå af lapper i brune, orange og lilla-blå toner. Masser af blomster og prikker. Mon ikke det bliver fint? Jeg tror det ..

12. marts 2014

Morgen i skoven


Hver morgen sætter jeg mig op på cyklen og følger mine børn til skole. Hver morgen nyder jeg at mærke morgenens helt særlige stemning - og fornemme hvordan vejret er. Sommer som vinter - det er et af dagens bedste øjeblikke. Og hver morgen suser vi ned gennem den lille skov, der ligger bag skolen. I fuld fart - vi hører til dem, der kommer i sidste øjeblik..

I skoven kan man fornemme årstiden og vejret endnu mere og jeg har ofte lyst til at tage billeder af skoven og alle dens forskellige stemninger. I morges gjorde jeg det. Efter at have afleveret sønnen stoppede jeg ved den lille sø (som vel at mærke kun ligger en spytklat fra skolen og en stærkt trafikeret vej, men det kan man ikke se på billedet...) - og tog et billede af træerne der spejler sig i vandet.

Et øjebliks fordybelse - og så videre til job og dagens mange gøremål.

11. marts 2014

Genbrugstøj


Her i byen er der hele fem genbrugsbutikker (to Røde Kors, Blå Kors, Kirkens Korshær og Lumi..) - så hvis man giver sig tid, kan man gøre mange gode fund. Køkkenudstyr, bøger, dynebetræk, børnetøj, stof..

Jeg finder nu sjældent tøj - for uanset hvor mange gode intentioner jeg har om at købe brugt tøj, er genbrugstøj oftest af ældre dato og mere til den damede side, end jeg bryder mig om. Dog - en gang i mellem kan man være heldig. Sidste gang jeg var i Røde Kors havde jeg god tid til at snuse rundt, og det gav bonus, for jeg fandt hele fire ting:

- Stribet t-shirt fra Gina Tricot
- Pencilskørt i grånistret uld
- T-shirt med glimmerdekoration fra Zara
- Meget kort, sort ballonnederdel fra H&M

(Jeg går ikke kun efter mærketøj, slet ikke, men mærkerne på tøjet viser ihvertfald at det ikke er dametøj ...)

Pencilskørtet (øverst) er blevet kortet af til en meget kort og ret stram nederdel. Resten passer perfekt. Jeg tror, jeg vil kigge mere efter tøj, når jeg går i genbrugsbutikker for fremtiden!

8. marts 2014

Vinterens smukkeste blomst

Vinternens, eller rettere, det helt tidlige forårs smukkeste blomst er efter min mening vintergækken. Den er så fin og prunkløs - og allersmukkest når den står i store klynger.

Den kræver absolut intet - og den spreder sig villigt og hurtigt. I min have satte jeg for tre eller fire år siden et væld af vintergæk løg på tilfældige og udvalgte steder - og nu har jeg masser af vintergækker i snehvide flokke. Når de er afblomstret helt vil jeg grave nogle af de største klynger op og plante dem igen. Så jeg får endnu flere til næste år - eller næste igen ..