24. december 2014

Glædelig jul

Glædelig jul til alle der læse med her på bloggen. December har - indtil nu - været en mager blogmåned, men mon ikke vi ses efter jul? Jeg tror det.

God jul til jer alle ...

19. december 2014

Juleramt

Så blev det december ... og mere til, pludselig er december mere end halvvejs gået.

Jeg har ikke fået skrevet på bloggen - overhovedet. December er en travl måned. Der skal bages, hygges, pyntes og købes. Især købes.

Måske er jeg ramt af en særlig julefølsomhed i år, for det forekommer mig, at uanset hvor jeg har været, har jeg mødt folk. som var uhyre optaget netop af dette; at købe.

Ved frokostbordet på jobbet har folk, i den bedste mening om at være underholdende, fortalt om de gaver de skulle give, hvem de skulle give dem til, (ofte) hvad disse gave skulle/måtte koste og hvilke gaver de forøvrigt selv kunne tænke sig at få.

Endnu værre har det været, at overvære folks telefonsamtaler i det offentlige rum. At (være tvunget til) at lytte til folks telefonsamtaler i december indebærer en hel masse "har du købt" og "han ønsker sig" og "jeg har fået købt, så nu mangler jeg kun ...".

Jeg tror, jeg er juleramt. Ramt af den overvældede kommerciel bølge af købemani, som december åbenbart er. Jeg mener, vi taler ikke om børn her. Børn elsker julen og de elsker de gaver de får. Men voksne burde ikke give hinanden julegaver. For alvor. Eller gå så meget op i at købe gaver, som de gør. Punktum og amen.

30. november 2014

Sidste dag i november





Sidste dag i november - den 0. december, som min søn kalder den,

En dag med mange forberedelser; den dag, hvor julekasserne bliver pakket op og de fine juleting børnene lavede som små, kommer op at hænge. Nissepynt, hjertepynt, lyspynt - blandet med ting fra naturen.

En travl dag - en nissedragt skal være færdig (og det blev den) ...

Efterårets sidste dag, en forbæst dag med vind fra øst. Og dog blev der lige tid til en havevandring med kamera før det skumrede.

28. november 2014

Forberedelser



Det er næsten december og pludselig er der mange forberedelser at gå i gang med. Min kreative ånd er vendt tilbage; den yngste ønsker sig nissetøj (og forventer, at det er klar den 1. december - der for ham er en magisk dag).

Han ønsker sig også nat/hyggebukser - så jeg har fundet hans yndlingsbukser frem, for at tegne mønstret af + 10 cm. ekstra på hvert bukseben. Som de dog vokser, de børn ...

14. november 2014

I vinterdvale


For en måned siden fandt jeg en bunke kassererede pelargonier i en container. Jeg tog dem med hjem, plantede dem om, gav dem frisk jord og masser af vand. Er de ikke blevet fine?

De har stået i drivhuset for at komme lidt til kræfter, men nu skal de ind - stå i vinterdvale i vore store og tørre kælder: Med et minimum af lys og uden at blive vandet. Først når forårssolen skinner, kommer de frem i lyset igen.

6. november 2014

Små retrohjerter


Miri, der har bloggen Vandre blandt ege, har lavet de fineste små hjerter i Libertystof. Den ide er for god til at lade ligge – så jeg har lavet en stak hjerter af noget af alt det fine retrostof, jeg har liggende (min samling er alt for stor, men jeg nænner ikke at bruge det fine stof). Hjerterne er meget smukkere end de traditionelle lavendelposer og vældig anvendelige.

Hjerterne er fyldt med lavendel – mest blade, for blomsterne er for længst visnet ned. Bladene dufter også stærkt af lavendel, så mon ikke de kan bruges? Det tror jeg.

Lavendel skulle være godt mod møl – så de små hjerter er blevet placeret på hylderne i mit klædeskab. Ved samme lejlighed pakkede jeg det sidste sommertøj væk – og fandt uldtrøjerne frem. Dejligt endelig at kunne tage dem i brug …

31. oktober 2014

Strikkerier

I begyndelsen var ... strikningen.

Når det mørkner udenfor, vokser min lyst til at finde stikkegarnet og -pindene frem. Det er så umiddelbart og indlysende, at bruge noget af den tid, der nu bliver tilbragt inde, til at stikke varme brugsgenstande til store og små.

Samtidig bliver jeg aldrig træt af enkeltheden i at strikke: at nogle pinde af træ og et nøgle garn kan blive til hvadsomhelst. Sokker. En varm hue. En sweater. Endnu flere sokker.

Af en eller anden grund har jeg altid syntes, at det var svært at strikke sokker. Mysteriet omkring det at forme en hæl ,fik mig til at fravælge sokke- og strømpestrikkeriet.

Men det er jo såre enkelt! En kombination af at tage ind og tage ud - og vupti er det flade (garnet) blevet til en form (hælen). Et lille hverdagsmirakel - og en hilsen til alle vores formødre (og -fædre), som strikkede på livet løs for at holde kulden fra døren.

I det hele taget kan jeg ikke blive træt af at lovprise strikningens fordele, og det ærgrer mig at min datter - gymnasiepigen - ikke har lyst til at strikke. Men hun har travlt med meget andet. Derfor er det dejligt, når en ny generation af strikkere melder sig på banen. Folkene bag Woolspire er primært yngre kvinder, og deres site er endnu i sin spæde opstart, men det bliver spændende at se hvad de udvikler det til.

25. oktober 2014

Den sidste roses glød ...

... sikkert den sidste buket fra haven: Morgenfruer, blomsterkarse og georginer, der får lov til at gløde med deres allersidste pragt.

Bag ved blomsterne: børnekunst - noget af det jeg sætter allermest pris på i min stue.

22. oktober 2014

Efterår i Sverige








I sidste var skolerne lukket, og vi var på efterårsferie i skønne Skåne.

Det var dejligt ...

Gyldne blade, gamle træer, gåture med gummistøvler på, skov og hav.

Endelig tid til at finde de strikkede huer frem. Stilhed. Stearinlys og mørke aftener. Regnbyger. Romaner. Slumretid i sofaen.

Jeg kunne have taget mange flere billeder ...

10. oktober 2014

Patchworktæppe på vej

Det har ligget længe og ventet, det orange-brune patchworktæppe. Meget længe.

Det var sommerferie da jeg klippede lapperne. Og næsten efterår inden jeg fik dem lagt i den rigtige rækkefølge. Siden da har tæppet ligget og ventet.

Sidste weekend fik jeg endelig syet de mange lapper sammen. Nu er det næsten færdigt - det eneste der mangler er fyld og bagstykke. Det er blevet helt som jeg forestillede mig det og jeg er yderst tilfreds.

8. oktober 2014

Dagens fund til storskrald


Blomsterelskernes svar på en hattedame - eller er jeg bare småskør?

Det spørgsmål stillede jeg mig selv i dag, da jeg var på vej hjem fra arbejde med ovenstående taske. Fundet til storskrald i en gade nær min arbejdsplads: En smart bærepose fuld af - kasserede og mishandlede pelargonier. Som "nogen" har haft stående uden at passe dem synderligt meget, og som "nogen" derefter har klippet ned og smidt ud.

Jeg indrømmer at mit forhold til mine egne pelargonier er passioneret og at mine egne planter har en helt særlig betydning; jeg overvintrer dem (selvfølgelig!) og bringer dem til live igen hvert forår. Måske var det derfor at jeg ikke kunne lade de stakkels planter dø en trist død i en container, men måtte have dem med hjem.

Hvor de nu har fundet et behageligt opholdssted med masser af vand - se herunder - og hvor de forhåbentlig kommer til kræfter igen. Inden de skal ned i kælderen og overvintre sammen med mine egne planter.

6. oktober 2014

Hej efterår


Hej efterår, endelig er du her, du har været ventet med længsel.

Kom nu bare med dine regnvejrsdage, lad dagene mørkne og temperaturen falde. Lad bladene skifte farve og til sidst visne og falde af. Jeg vil glæde mig til at se dig folde dig ud i al din pragt, nyde din gyldne frodighed og med ro i sindet se planter og vækster gå i dvale omkring dig.

Ja, frem med de uldne sager frem og varme jakker; jeg orker ikke mere varme og flere tørre dage. Jeg vil hellere sidde inde og lade roen sænke sig end at være ude for at "nyde det gode vejr." Jeg trænger til at lade op, til at finde ro - indendørs og indeni.

Kom bare sorte aftener, kom stjernefyldte nætter og kolde morgener. Kom bare efterår, kom endelig ...

23. september 2014

Fine fund

Jamen, jeg elsker altså genbrug. Og jeg kan næsten ikke få armene ned, når jeg har gjort et 'fund'.

Ikke fund i "Loppe-de-luxe"-kategorien (program der p.t. kører på TV2, og som går ud på at profesionelle opkøbere går på loppemarkeder, hvor de køber fund/skrammel for ingen penge og sælger det videre for det to- eller tredobbelte beløb. Programmet er en konkurrence mellem to hold, der hver især skal få det største overskud). Nej gode, brugbare hverdagsting - som fx en skoletaske. Tøj. Bøger. Brugsting til køkkenet.

Jeg holder meget af at snuse rundt i de mange genbrugsbutikker vores by rummer, for "bare lige" at se, om der er noget, som jeg kan blive fristet af. Og det er der som regel.

Min søde datter deler min passion - og hun er også glad for at finde smukt og specielt tøj til sig selv.
I fredags havde hun fri fra skole og tog på genbrugsjagt med mig. Og se hvad vi fandt:


Yndigt lille "husmorforklæde" med retroblomster. Sådan et, man lige tager om sig, når man går i køkkenet for at kreere en lille, lækker æblekage … forestiller jeg mig. Flot blomstermønster - ren retro.

Forklædet er i meget fin stand (trænger dog liiige til at blive strøget) og er af mærket 'Frederiksberg forklædefabrik'. Kostede fem kroner.



Strikket trøje med lynlås i 100 % uld fra det svenske tøjfirma Filippa K. I fin stand bortset fra lille hul under kraven. Derfor kostede den kun 20 kroner.



Lille brev stoppegarn til til at reparere ovenstående hul med.



De fortabte spillemænd. En bog, som jeg længe har villet læse i serien Gyldendals bibliotek. Hardback med smudsbind. Syrefrit papir (dvs. at det ikke gulner). Så fin. Glæder mig til at læse den.


Kimono-agtig cardigan til min datter. Viscoseblanding med fine blonder. Oversize - det kan hun godt lide. Kostede 25 kroner.

15. september 2014

Svampetur


På tur - i skovens, dybe stille ro.


Blandt tætte graner -


- og store sten fra istiden.


Med svampekurve og højt humør ...

Fjernt fra verdens vrimmel - og så alligevel ikke helt fjernt nok. For nok er skoven stor og stille - men der kommer mange mennesker derude - og svampeplukning er blevet populært. Så vi fandt ikke helt så mange svampe som vi ønskede os.

Men det var en dejlig tur -alligevel.

12. september 2014

Retrostil


Når man først har fået sans for de mange, smukke dynebetræk i retromønstre, som man, med lidt held, stadig kan finde i genbrugsbutikkerne, er det svært at undvære dem. Også selv om de nogle gange kan være temmelig slidte.

Jeg bliver i godt humør af at se på de fine mønstre og dejlige farver - og så er stoffet ofte blødt efter mange års brug. Selv sagt klipper jeg ikke i betrækkene, men bruger dem med glæde. Til både børn, voksne - og dyr ...

Betrækket her hører til de slidte - ærgerligt, for mønstret er virkelig fint, med en blanding af sekskanter og blomster, hvor hvide felter veksler med gule og grønne.

1. september 2014

Hjemlighed

Mandag aften - ugens første hverdagsaften og første efterårsdag i følge kalenderen. Hvordan ser der ud hjemme hos os, lige nu? Jeg kaster et blik rundt i stuen, henter kameraet og tager et par billeder af den hjemlige aftenstemning.

Hjemlighed lige nu er ...


- Nyeste fund fra loppemarkedet; en globus som nu både er funky lampe og verdenskort i stuen.


- Bøger på min boghylde (som faktisk er vindueskarmen): Lidt fra bogklubben, lidt fra sommerens genbrugsbutikker. Nogle af dem læser jeg i, andre er egentlig bare kommet til at stå der - og så er de ikke kommet længere.



- Georgine i den sarteste rosa - lige midt i rodet efter aftensmaden.


- Gymnasiepigen har fået sine bøger - mange - og spredt dem ud i hele stuen.


- Og strikketøjet -  med den trøje, jeg har strikket på så længe, at den nærmest må betegnes som "evighedstrøjen". Men nu er den også næsten færdig ..

27. august 2014

Dagens buket


Et lille hverdagsglimt: Grene i stuen, hurtigt hentet ind fra en busk i haven.

Busken står i skellet ind mod naboen og er nærmere et lille træ end en busk. Jeg ved ikke hvad den hedder - men smukt ser det ud med de røde blomster mod det grønne løv.

Buketten skaber liv i stuen og bringer lidt af alt det grønne indenfor - dejligt ...

18. august 2014

Hverdag - i sol og regn

Jamen altså - så gik der lige en uge ... eller mere.

Det er blevet hverdag. Det er blevet blandet vejr, med en hel del regn - al den regn vi ikke har fået hele sommeren.

Hverdagen har ramt vores lille familie for fuld styrke. Jeg startede på arbejde allerede for to uger siden, men det føltes stadig som ferie, fordi begge børnene stadig havde fri.

Det har de ikke længere. Deres respektive skoler - folkeskolen og gymnasiet - er startet, og ugen har derfor budt på en del store og små udfordringer. Morgenmad i klassen. Møde på skolen om den nye reform. Indkøb af ny taske til datteren, med plads til computer - og kan hun for øvrigt klare sig med den, nu hvor hun skal bruge den hver dag? Nyt penalhus, nye blyanter og markeringstuscher. Sønnen mangler gummistøvler og er vokser ud af sine sko. Og så videre ...

Det er helt normalt - men pludselig er det meget længe siden, at det var sommerferie med sol og frihed fra morgen til aften. Sådan er det bare, og inden længe er vi gledet ind i hverdagen igen.

Noget helt, helt andet - mine georginer har lidt under tørken, i så høj grad at de slet ikke har blomstret. Det hjælper nu, de er så småt ved at komme sig nu. Og står i al deres farvepragt - i sol og regn.

6. august 2014

Sommerferiebilleder



Bloggen har holdt en laaang sommerpause - og imens har jeg været på ferie med min familie.

Vi rejste langt nordpå, men blev dog stadig i Danmark, op til de smukkeste strande man kan forestille sig; brede, langstrakte og til tider næsten mennesketomme. Med højt til himlen, frit udsyn til skyerne og det mest vidunderlige lys. Og uden internetforbindelse - hvilket var virkelig dejligt.

Det var sommerhusliv når det er bedst; langsomme morgener, hvor hele familien sov længe og vågnede op til duften af nybrygget kaffe, lange dage på stranden i strandteltet, kolde øl på terrassen og de skønneste solnedgange. Der ér højere til himlen i Nordjylland ...

Tannis Bugt - den kyst som strækker sig mellem Hirtshals og Skagen - er et et af mine yndlingssteder i Danmark, og et sted jeg gerne vender tilbage til. Der er præcis så smukt som på billederne, og lyset er virkelig noget særligt. Ikke underligt at Skagensmalerne slog sig ned der ...

Himmel, hav og strande uden alt for mange mennesker, har altid været opskriften på en ferie der med garanti bliver vellykket i vores familie, og således også i år. Farvel dejlige ferieland - vi kommer igen ...

13. juli 2014

Sommersysler

Sommer, dejlige sommer - det bedste ved at have sommerferie er at have tid. Tid til sommerens mange sysler; kreasysler, hygge med børnene, bade i havet og endelig at have tid til at få styr på nogle af alle de løse ender ...

Sommerferie er fri tid. Som man fx kan bruge på:


- at klippe firkanter til det patchworktæppe jeg (forhåbentlig) snart får gjort færdigt ..


- at plukke mængder af blomster fra haven og sætte dem i vaser ..


- og fejre at det endelig regner med en stor stabel pandekager ..