30. december 2013

Og endnu et par bukser ..




Til drengen, der nærmest slider sine bukser op, hurtigere end jeg kan nå at lave dem, har jeg syet endnu et par i grov denim. De er blevet ret så baggy - men min yngste foretrækker tøj, han kan bevæge sig i, så det synes han er helt fint.

Samme model som disse og disse - denne gang med orange pyntestikninger - og en rest skjortestof i linningen. Som noget nyt har jeg syet lommene foran med rå kanter - de har bare fået en tur med overlockeren, før de blev stikket på - men det fungerer fint, synes jeg. Og er noget hurtigere end de lommer jeg har lavet før.

Så nu er de bare til at krybe i - og slide ..

29. december 2013

Neon pynt

Nu hvor jeg har juleferie - og dermed mulighed for at tage billeder i dagslys - må det være på tide at vise nogle af de ting, jeg har lavet, frem.

Den lille nederdel er syet af en rest isoli og er helt simpel: Et rektangel og linning med elastik. Som pynt har jeg brugt en (llillebitte) orange neonfarvet rest af et gavebånd, som jeg har syet ind i sidesømmen.

Fint og enkelt - og den 15-årige er meget glad for den. Den passer perfekt til hendes foretrukne look: Lange t-shirts, nederdel/shorts og strømper - og sneakers året rundt. Som alle andre teenagere. Så jeg kan roligt sy flere nederdele til hende - og måske en til mig selv.

24. december 2013

Glædelig jul

En rigtig glædelig jul til alle der læser med her på bloggen. Jeg håber at I alle får nogle dejlige dage og lige præcis den jul  I ønsker jer.

Det har været en fornøjelse at skrive på bloggen i løbet af det sidste år - og jeg er jer alle dybt taknemlige over at I gider at læse med..

God jul..

20. december 2013

Nu er det snart jul ..

December kan være svær at komme igennem, men nu er det altså snart jul - og jeg er ved at tage hul på det, der må være mit livs længste juleferie. Jeg har fri så længe at det næsten er flovt, først til Helligtrekonger - den 6. januar - starter hverdagen igen.

Behøver jeg sige at jeg glæder mig? Og at jeg virkelig ser frem til at have en masse dage med mine børn, hvor der skal bages kager (den første portion er spist), laves sidste-øjebliks-gaver, soves længe og på alle måder hygges igennem.

Det lille hjerte har min datter dekoreret og det er mest til pynt. Det hænger mellem huskesedler og tegninger på vores opslagstavle. For nu er det snart jul..

16. december 2013

Og lidt syning..

Bliver der slet ikke syet mere her på bloggen, kan man måske spørge, især da bloggen er startet som en syblog.

Jo - der bliver syet, lidt, men der er næsten aldrig lys nok til at tage billeder, der bare er nogenlunde i orden. Nu har jeg så taget et par billeder alligevel - beklager den ringe billedkvalitet - af et par ting, jeg har syet til mig selv.

Herover en bluse i isoli med ribkanter - en lille sweatshirt. Mønstret er tegnet af efter en sweatshirt jeg allerede har. Den er blevet ok - men voksentøj kræver meget tilpasning for at blive rigtig godt, synes jeg, og mønstret kan sagtens justeres og blive lidt bedre.


Og her er et par leggins i "zebrastrib" fra Stof og Stil. De er egentlig blevet meget fine - jeg bruger dem som "hygge-og-hjemme-bukser", men stofkvaliteten er uhyre ringe. Tynd, nærmest gennemsigtig, og uden rapport i mønstret. Jeg synes virkelig ikke, at Stof og Stil er et godt sted at købe stof. Det er billigt - men kvaliteten er også derefter.

Nå, men som sagt bruger jeg bukserne en del, også selvom mine børn synes at jeg ligner en zebra, når jeg har dem på..

14. december 2013

Milde december

Jeg holder egentlig  ikke af milde decemberdage - og jeg holder slet ikke af dagene med silende, iskold vinterregn. Men jeg holder meget af decembers mørke og magi; af pynten, lysene, den stemningsfulde forventning og de mange ritualer, der gør, at december - og den jul, der er decembers midtpunkt - er vores vigtigste højtid. Det, der gennem flere årtusinder har samlet os - den højtid, hvor vi fejrer at lyset vender tilbage, og at alting gentages, endnu en gang.

Mine børn elsker (selvfølgelig)  december og de mange små ting, der gør det til en helst speciel måned: de små gaver nisserne kommer med, de to (eller tre) daglige julekalendere, som de ivrigt følger med i, julebagningen, og de gaver de ønsker at modtage. Men det vigtigste for dem er at vi er sammen. At vi hygger os hjemme, spiler spil, læser og sidder sammen. Og så at alting er, som det plejer at være.

Her pynter vi egentlig ikke så meget; men én ting kommer frem hvert år: den lille papirguirlande med julemænd. Og det smukke fad fra loppemarkedet i Havnsø (må vist siges at være mit bedste loppefund ind til nu) er blevet til lysestage, pyntet med forgyldte kogler og vintergrønt.

8. december 2013

Grib en klassiker

Sådan en grå decemberdag, hvor regnen siler (intet er så koldt og trøstesløst som vinterregn), er det saligt at synke ind i en tidslomme i form af en rigtig klassiker. Sådan en må Thomas Manns Buddenbrooks siges at være.

Den udkom i 1901, blev med det samme, det vi i dag vil kalde en bestseller, gjorde Thomas Mann til en rig mand og skaffede ham senere Nobelprisen i litteratur, og er stadig den mest læste tyske roman.

For 10 år siden - i 2002 - udkom bogen i en nyoversættelse, som er en udsøgt nydelse at læse. Sproget er varieret, letflydende, sprudlende og så levende at bogen, på trods af sin noget omfangsrige størrelse (ca. 600 sider) er medrivende og opslugende fra første til sidste side.

Kort fortalt handler bogen om en rig købmandsfamilie i Lübeck fra ca. 1830 til 1875. Bogen har undertitlen En families forfald - og handler om familiens degenerering og nedtur gennem fire generationer. Den kan selvsagt fortolkes på mange planer - historisk, socialt og personligt. Så grib en klassiker - og få en udsøgt læseoplevelse.

6. december 2013

Nisser i landskab


Når vi pynter op til jul - og det gør vi den 1. december - bygger vi også "nissernes landskab" op i vindueskarmen - et nisseland med sne, klipper, skov og vilde dyr.

Der er masser af julestemning i snelandskabet. Sneen ligger meterhøjt i skoven hvor nisserne og dyrene lever i fred og fordragelighed og morer sig med at kælke, skøjte og spise grød. Et herligt sted at være nisse!

Og herligt også for vores længsel efter "rigtig vinter, med sne og kulde". Den må vi vente på - men se, det er begyndt at sne på bloggen!

1. december 2013

Findes der nisser?

Findes der nisser? Hvis man spørger min søn, der er fyldt 10, vil svaret ubetinget blive et ja. Ikke alene findes der nisser, de er også midt iblandt os.

De nisser vi har hos os hedder Tiske og Taske - og ses på ovenstående billede. Jeg syede dem, da min søn gik i børnehave. I børnehaven havde de nemlig nisser magen til - som også hed Tiske og Taske - og som på skift kom med børnene hjem. Børnene (eller deres forældre, rettere sagt) kunne så næste dag fortælle om alle nissernes drillestreger. Min søn var meget glad for børnehavens nisser, og efter at de havde været på besøg hos os ville han gerne have sine egne. Så det fik han.

Vores nisser driller ikke. De er faktisk vældig søde. De sover hele sommeren i kassen med juleting. Ud på efteråret vågner de, og hvis man giver dem mad, hænger de en pakkekalender op den 1. december. De kan nemlig trylle og er kun vågne om natten.

Børnenes verdener er magiske - og vi skal passe på dem. Hvad enten man giver nisserne mad eller lader dem flytte ind - børn tror på, at der findes nisser..