20. oktober 2013

Vantetid


Når jeg strikker, er det altid brugsgenstande. Noget jeg - eller andre - har brug for. Som fx vanter. Et par uldne vanter er uundværlige, når kulden begynder at bide, og det er herligt at kunne lave noget til sig selv og selv bestemme hvordan resultatet bliver.

Min seneste strikkepassion er fingervanter. Som slet ikke er så svært, når man gennemskuer hvordan man strikker fingrene. Det svære er at få dem til at sidde helt perfekt, synes jeg, og så at stikke to, der er helt ens. Men jeg synes, det er lykkedes meget godt.

De øverste vanter, de sorte, er strikket af Shetlandsuld med striber af sokkegarn. De er fine og bløde, men  er sikkert ikke særligt slidstærke. De nederste vanter er stikket af Dansk Pelsuld. Som er dansk produceret og helt uovertruffen i kvalitet og farvespil.

Nu skal jeg bare ud i efteråret med mine nye vanter.

18. oktober 2013

Efterår i Berlin





Vores efterårsferie gik til Berlin (endnu en gang).. og var pakket med slentreture, legepladser, gule blade, skiftende vejr og mange cafebesøg. Jeg fik egentlig ikke taget så mange billeder - der er jo motiver alle vegne i en storby, men her er et udpluk af de bedste, uden at det bliver ren billedspam.

Et skønt sted at være på ferie med børn - der er grønt og fredeligt så snart man kommer væk fra de store gader - og så er der rigtig mange cafeer, hvor man kan få varm kakao og gå i læ for den, til tider, råkolde efterårsluft.

11. oktober 2013

Flere bukser




Til drengen der slider bukser op, næsten inden jeg kan nå at sy dem, har jeg syet endnu et par bukser  i denim. De er blevet til den store store side, lidt irriterende, men så er der plads til at han kan vokse i dem - hvis de da holder så længe..

De er syet ligesom de andre drengebukser jeg har lavet - med elastiklinning, stiklommer og påsatte baglommer. Pyntesøm i neongrøn - det kan godt være lidt svært at se på billederne, men den er der. Den neongrønne tråd matcher hans kondisko.. ikke fordi han lægger mærke til det, men det gør den..

Foret i linning og lommer er rester af en skjorte. Stoffet er så fint - gennemfarvet og i en fantastisk kvalitet.

Måske kan jeg få lov til et billede af bukserne - med dreng i.. Det er han ellers ikke meget for.

6. oktober 2013

Hjemlighed



Efterår er også hygge og indendørs sysler. Hjemlighed..
Hjemlighed hos lige nu er:

- Tomater og surdej på køkkenbordet venter på blive til tomatsovs og rugbrød.
Vi bager en masse her i huset. Det har vi altid gjort - og efter at vi købte bagemaskinen, bager vi stort set alt selv. Den er fantastisk at bruge og jeg savner slet ikke at ælte i hånden. Eneste minus: den larmer.

Tomaterne modner færdig på køkkenbordet. Det er for koldt i drivhuset til at tomaterne kan modne udenfor, men når de er begyndt at rødme tager jeg dem ind, lægger dem i skåle og så bliver de røde i løbet af nogle dage.

- Æbler i den smukke skål fra loppemarkedet.
Vi bor i et gammelt hus æbler i haven, langt flere end vi kan nå at spise. Jeg plukker ned og lægger i kasser, laver æblemos, æblesirup, æblesaft, æblekager - alligevel får vi ikke spist dem alle. Det er så ærgerligt at se en masse æbler bare gå til spilde, eller smide dem på komposten, så i dag vil jeg samle en kasse eller to af dem op og stille ud ved vejen. Så kan andre - forhåbentlig - få glæde af dem.

- Ild i brændeovnen.
Er ikke til at undvære i den kolde tid, når ovennævnte gamle hus skal varmes op. Og så er det også meget, meget hyggeligt..

3. oktober 2013

Velkommen, oktober

Når man bor i et land med skiftende årstider, er der hele tiden noget nyt at glæde sig over.

At se og mærke hvordan lyset, temperaturen, naturen og alle planter omkring os forandrer sig - det er en rigdom, som er nærmest uvurderlig.

Hos mig er oktober yderst velkommen. Jeg nyder de kolde morgener og mørke nætter, bladene der skifter farve og det landskab, der langsomt går i dvale. Tænder op i brændeovnen og samler nedfaldne æbler. Kryber ind under et tæppe og glæder mig over lange aftener, hvor der er tid til at snakke med teenagedatteren, læse tykke bøger og endda få strikket lidt.

Kom bare oktober - du er ventet ..