29. august 2013

Tre på stribe



Jeg er blevet faster. Til tre søde små - to drenge og en pige - på én gang. Børnene er meget små, men har det godt og jeg har strikket en lille undertrøje/vest til dem hver. De er (næsten) helt ens - kun farven på knaphulstråden varierer.

Da jeg gik i gang ville jeg bare have lavet en, men det var meget overkommeligt da jeg først havde fået opskriften ind på rygraden. Selve opskriften er den klassiske Ruths Babyundertrøje - men den findes i mange udgaver.

Min er strikket i ren, økologisk uld - "rigtig uld" - købt hos Garnudsalg for flere år siden. Det er så lækkert at strikke med og meget blødt, når det er blevet vasket - men de har det desværre ikke mere.

Nu glæder jeg mig til at se de små -og til at give dem gaverne.

26. august 2013

Loppesøndag

Søndag var strålende sensommer med blå, blå himmel, og formiddagen blev brugt på Nordsjællands bedste loppemarked. Loppemarkedet bliver afholdt hvert år i august og trækker mange mennesker til. Og med god grund - der er altid rigtig gode ting at finde og priserne er mere end rimelige.

Ud over en hel bunke stofrester til 10 kr (!), et grydelåg, en kogebog og et forklæde fandt jeg en smuk og velholdt skindudgave af en bog, som jeg holder meget af: Gösta Berlings Saga af Selma Lagerlöf. Alene boghåndværket i den er fantastisk; fint præget skind og kraftig papir med fint tryk, som kun er en smule gulnet.

Og se så på titelbladet: En dedikation, med svungen håndskrift og fyldepen. Ikke til at stå for. Især ikke når man læser det, der står:

Til Jan Werner for Flid og Dygtighed i III Ml.
M Mørks Skole 22/6-39

Hans Wonsild må være den lærer der har betænkt den dygtige elev med bogen. Og han har sit eget lille bogmærke med en ugle. M(arie) Mørks Skole er en privatskole som stadig eksisterer.

Svundne tider..

25. august 2013

Blikfang

Det er slet ikke nyt - bestemt ikke. Men det er stadig en god genbrugside, der gør hverdagen lidt smukkere.

Dåser kan man som bekendt bruge til meget. Jeg bruger en gammel kaffedåse til at opbevare mine strikkepinde i og en dåse, der tidligere har rummet oliven, bruger jeg til mine sakse.

Nu er begge dåser blevet lidt kønnere at se på: de er blevet beklædt med papir. Bare almindeligt gavepapir - (som er lidt for tyndt, til at resultatet bliver helt perfekt) - men stadigvæk pæne at se på. Hverdagsforskønnelse..

24. august 2013

Den allermindste

De små tasker/punge jeg har har syet fået en lille efterfølger: En ganske lille pung, bare til mine hovedtelefoner, som ellers altid ligger og roder rundt i min taske.

Konceptet følger de andre: en rest kraftig denim, fint foer med blomster (stof fra loppemarkedet) og en blå lynlås fra genbrug. Overlock på vrangen og stikninger i lys turkisblå. Men denne gang har jeg syet stikningerne på en anden måde end jeg plejer, idet jeg har fulgt et af de mange gode råd som, den dygtige kvinde bag Skaberlyst stiller til rådighed på sin hjemmeside.

Stikningerne er syet med to tråde istedet for en. Helt almindelig sytråd i to nuancer som ligger tæt på hinanden. Jamen altså, jamen altså - det er bare noget helt andet. En fin, tydelig og markeret stikning. Fantastisk - og så nemt. En godt råd fra en professionel skrædder.

17. august 2013

Strikkelyst

Måske er det årstiden, måske er det bare inspirationen fra andre bloggere - uanset hvad: min strikkelyst er vendt tilbage - efter laang tids pause. Jeg har ikke købt garn eller været på Ravelry meget længe. Og strikkekurven har været gemt væk i et hjørne.

Men i dag købte jeg garn - for første gang i år. Bare et enkelt nøgle islandsk Lettlopi - flaskegrønt - som skal blive til et par grove vanter. Jeg har ikke tidligere strikket i Lettlopi, for jeg har altid hørt at det kradser, men jeg synes garnet her virker kraftigt og behageligt, så jeg kunne sagtens finde på at strikke af det en anden gang. Især fordi det findes i en masse skønne farver.

Når jeg strikker er det altid brugsgenstande; jeg har strikket masser af huer, vanter og sokker - både til mig selv og til resten familien. Jeg strikker næsten altid "ud af hovedet" - jeg finder garnet og pindestørrelsen og slår så masker op indtil jeg synes størrelsen passer. Min ud-af-hovedet-opskrift til vanter stammer oprindeligt fra Liselotte og er helt simple: en ribstrikket manchet, udtagninger til tommel og derefter lige op.

Denne gang er det dog ikke til mig selv eller børnene denne gang - det skal være en lille gave til min far som har fødselsdag i næste måned.

9. august 2013

Høstens anemoner


Det ér sandt; sommeren går på hæld og høsten, dvs. efteråret nærmer sig.

De lyse nætter er slut og mørket lister sig frem igen. Langsomt men sikkert.

Hvilket er helt fint med mig. Jeg elsker, (ja det gør jeg faktisk..) at årstidene skifter og jeg holder både af sommeren med dens buldrende udeliv og af vinterens stille sysler.

Børnene nyder de sidste fridage inden skolen starter igen, de praktiske gøremål presser sig på, det er sommeren der snart takker af. Ikke endnu, ikke endnu - det er stadig tid til at havbade og de lune eftermiddage kan stadig tilbringes udenfor, men der er forandring i luften.

I min have står høstanemonerne i det fineste flor.

2. august 2013

Shorts med detaljer

Jeg har syet endnu et par shorts til min store datter. Jeg har brugt det samme mønster som sidst, men denne gang er stoffet i den bedste kvaliltet jeg kunne finde: bomuldssatin med de yndigste små brune og beige blomster på sort bund. Jeg fandt stoffet på udsalg til kun 48,- kr. pr. meter, men det er næsten lige så lækkert som Liberty. Det er nærmest umuligt at fange nuancerne med kameraet.. men stoffet er skønt, både at se på og at røre ved.

Lige som sidst er shortsene helt enkle, med stiklommer og elastik i linningen, men jeg har tilføjet et lille opsmøg på benene. Nemt nok at lave, da jeg først havde fundet ud af hvordan folderne skulle ligge - og så er det en fin detalje..