31. maj 2013

Sommermorgen


At gå en runde i haven en tidlig sommermorgen. Fuglekvidren og dug i græsset. Stilhed. Grønt. Og en fantastisk frodighed, der skyldes de rigelige mængder regn, der er kommet i maj. Tak for det.

Frugttræerne er forlængst afblomstret og mælkebøtterne ligeså. Syrenerne er stadig smukke, men begynder at få brune pletter. I stedet er andre blomster på vej. Som denne her. Jeg kan ikke huske hvad den hedder, selv om det er en staude jeg selv har plantet - men den blomstrer længe og flere gange, hvis den får vand nok.

Det er sommer..

28. maj 2013

Se mit retrostof #3


Det lille retroprojekt, jeg gik i gang med søndag, er færdigt: En ny tehætte, i stedet for den gamle, som er både nusset og snavset efter lang tids brug. Jeg har brugt noget af det stof, som jeg købte af Karen Marie - flotte, røde blomster og blade på brun bund. Kun én ting er gået lidt galt: blomsterne vender på hovedet. Men - man kan næsten ikke se det, vel? Det er vel den slags blomster som vender nedad..

Jeg har foret tehætten med to lag foer: yderst et lag pladevat og så et ekstra lag lærred før inderstoffet. Men den er alligevel temmelig blød - måske skulle den have haft et lag vlies?

Uanset hvad - jeg er glad for den og vil nyde synet af de fine blomster, hver gang jeg drikker en kop te.

26. maj 2013

En duft af syrener

Er der noget smukkere end syrener? Og noget mere flygtigt? Lige nu fylder de haver og parker med skyer af lilla velduft - og om ganske kort tid er de væk igen.

Og findes der noget skønnere end en grøn indesøndag - med støvregn udenfor og plads til at tænke indenfor. Hvor man kan sove længe og spise sen morgenmad. Hvor tiden føles uendelig og hvor man kan drysse omkring og ordne de mange småting som har hobet sig op. Hvor børnene laver lektier og bygger legolandskaber på spisebordet. Og kun går ud for at tage en hurtig fodboldkamp i haven.

Symaskinen har været til service, så nu er den smurt og efterset og så god som ny. På sybordet ligger stof, der skal klippes og sys op til et par bukser til drengebarnet. Og et lille retroprojekt jeg lige fik begyndt på i dag. Men som altid løb tiden fra mig. Derfor - kun et billede af syrenerne i al deres flygtighed.

20. maj 2013

Og resultatet..


Resultatet af min kreative fredag blev dette- en toilettaske/pung syet af en rest stribet møbelstof fra gemmerne. En gave til min mor, som fejrer sin fødselsdag 2. pinsedag, og som aldrig ønsker sig noget særligt.


Som foer har jeg brugt en gul serviet med rosenmønster. Inden i tasken er der en lille lomme - lavet af yderstoffet.

Mon ikke hun bliver glad for den?




19. maj 2013

Loppemarked

I går var det lørdag - pinselørdag - med sol fra en knaldblå himmel fra morgen til aften. Måske var det det gode vejr, måske lysten til at få ryddet op i gemmerne - for her i nærheden var der ikke mindre end to loppemarkeder lørdag formiddag. Desværre var kvaliteten mere end svingende; masser af slidt og forvasket tøj og børneskrammel - der synes at være en tendens til, at man tror, at alt kan sælges, bare man kalder det loppemarked.

Jeg fandt dog en enkelt ting; et stykke bomuldsstof til 15 kr. med de yndigeste cremefarvede blomster på blå bund. Virkelig fint - og svært at gengive på billeder. Glæder mig til at omforme det til skønne ting..

17. maj 2013

Kreativ fredag

I kender det sikkert - at sidde og surfe på det store inspirationsboard (=internettet) og falde i svime over alle de skønne, fantasifulde og gennemarbejdede kreative ideer, som dukker op alle vegne. Men at have tid til at få ført bare en brøkdel ud i livet - det er straks en anden sag.

For jeg synes jeg burde have tiden til det. Mine børn er store nu - en teenager og en pre-teen - og jeg er endda så heldig at have en fridag. Som fra nu af skal hedde kreativ fredag. Så jeg ikke bruger tiden på det hav af praktiske opgaver, som hober sig op (åh - nævn ikke haven - og ukrudtet...). For som Amanda Soule skriver i sin bog The creative family (kan ikke finde det præcise citat) skal man ikke vente med at være kreativ til alt andet er klaret, for det er det aldrig. Eller noget i den retning.

For at huske mig selv på, hvad det er jeg gerne vil, har jeg fået sat en lille opslagstavle op i mit syrum. Med en samling af det, der inspirerer mig - lige nu: Sommer, løse overdel og striber. Kom bare an, kreative fredag.

14. maj 2013

Leo look-a-like

Foråret vælter frem. Alle vegne er der så grønt og frodigt at det næsten gør ondt i øjnene. Hvilket er godt for meget, men ikke for symaskinen. Den står ensom og forladt i syrummet, og ikke et eneste stykke tøj har været igennem den i flere uger.

Som en enkelt undtagelse har jeg syet et par shorts til datteren. Som gladeligt hopper i alt hvad jeg laver, og som kan nyde den luksus at gå i tøj der er syet efter mål. Hvilket i sig selv er nok til at sy.

Modellen er den samme som jeg brugte til hendes shorts i denim - helt enkle med elastiklinning og stiklommer.

Stoffet er et stykke leopard look-a-like fra Stof 2000, som jeg først ville have syet en nederdel af. Indtil jeg kom hjem og opdagede at der ikke var nok. Og at det desuden var 100% polyester. Det kan jo være godt nok, men værre er det, at kvaliteten er elendig. Det falder ikke særlig pænt og det fnugger. Måske kan man ikke forvente alverden af et stykke stof, til 89,- kr. pr. meter - men jeg synes slet ikke det er til at opdrive stof i en god kvalitet.

Nogen bud på gode stofbutikker?


Detalje: Lomme og linning. Lommen forstærket med vliseline. Og denne gang er de store nok..