31. marts 2013

Se mit retrostof #2


Det grønne tæppe er endelig blevet færdigt - og jeg er vældig tilfreds med det.
Det er stort, måler 210 x 150 cm, og er fyldt med med et gammelt dynetæppe - så det er mere blevet en sommer/hyggedyne end et rigtigt patchworktæppe. På bagsiden er et stykke skriggrønt bomuldslærred, (samme stof, som jeg har brugt til for i den lille pung) så alt i alt er det et tæppe fyldt med forårsfornemmelser og -farver.

Tæppet er lavet af forskellige stoftrester, heriblandt mange retrostofffer, som jeg har købt eller byttet mig til, så tæppet er selvskrevet til være månedens fremvisning af retrostof. Det eneste jeg ikke kan er, at vælge imellem stofferne, for der er så mange smukke, grøn-gule retrostoffer i tæppet.

27. marts 2013

Små punge



Inspireret af Maria har jeg eksperimenteret lidt med at lave nogle små denimpunge. De er blevet ret fine, synes jeg, med grønne pyntestikninger og fin kontrast mellem den grove denim og det skriggrønne for.
Men hold da op - det kræver altså præcision at få lynlåsene til at sidde pænt.

Jeg tror jeg vil se lidt mere på det tekniske. Det er fx pænest hvis sidesømmene er helt lige - måske skal de presses før for og overstof sys sammen?

Til gengæld er det simpelt nok at sy pungene, som groft sagt kan sys på to måder: Man starter med at sy lynlåsen ind mellem overstof og for. Derefter kan man enten sy over- og understof sammen og vende til sidst, eller også syr man for og overstof sammen i siderne og samler dem med en synlig søm i bunden (som man kan skjule under kantebånd eller lade være. Jeg valgte det sidste.) Det er lidt svært at forklare, men der findes masser af DIYs til lynlåse og små punge.

26. marts 2013

Mere påskepynt

Når vi pynter op til påske herhjemme kommer denne lille karsekylling altid frem. Min søn lavede den, da han gik i børnehave - og faktisk er det en fin og enkel ide; mælkekarton, bølgepap og kylling med fjer.

22. marts 2013

Påskepynt


Solen brager ind ad vinduerne og sneen glitrer. Det er snart påske, og selvom den er hvid, er den et hårdt tiltrængt pusterum. Der er endnu en gang syge børn i huset - den yngste har haft ondt i øret og en eller anden virus i kroppen hele ugen. Sidste weekend var vi hos lægevagten hele to gange - så nu synes jeg vi har haft vores andel af vinterens sygdomme.

Men - påsken er på vej - og i går fejrede vi det ved at pynte op med små papirsæg på syrengrene. Meget fint og forårsagtigt.

13. marts 2013

Sne i marts



På vej til arbejde fangede jeg det fine grafiske mønster; sneen og de sorte cykelstel.

11. marts 2013

Drengebukser

Det er ikke meget, jeg har fået syet i løbet af de sidste par uger - men lidt er det da blevet til: Et par drengebukser i kraftig denim. Forhåbentlig holder de et stykke tid - drengebarnet slider sine bukser op for et godt ord.

Bukserne er helt enkle og har linning med elastik i livet. Kun én bred elastik denne gang. Jeg plejer ellers at lave en løbegang med tre helt smalle elastikker i, det er ikke lige så pænt, men bukserne sidder meget bedre.
Detaljer: Snydegylp og udvendige lommer. Kanterne på lommerne er skråbånd af stoffets vrangside - ret pænt, og ikke så svært at lave, som jeg troede.



Endnu en detalje: Linningens inderside er stoffets vrangside. Giver en pæn finish, selvom buksernes ejer nok er ret ligeglad..



Baglommer med ombukket kant og mønster. Måske lidt stilforvirring i forhold til lommerne på forsiden?
Men det var sjovt at lave dem.

8. marts 2013

Mellemtid

I vores hav er al sne og is smeltet nu - men også først nu - og istedet titter masser af vintergækker frem. De første dukkede frem i kanten af snedækket - og har senere fået følge af mange flere.
Vintergækker er så yndige i al deres hvide enkelhed, og jeg drømmer om at have hele tæpper af dem i haven. Så for tre år siden gravede jeg en store klumper af vintergækker op i mine forældres have, delte dem i bundter med et eller to løg - og plantede dem med løs hånd i vores have.
Det første år kom det ingen blomster, det andet kun en enkelt - først nu kan man begynde at se resultatet.
Det helt tidlige forår er en af mine yndlingsårstider med bar jord, tæpper af forårsblomster og det helt vidundelige skarpe, kolde forårslys. Ikke så meget varme endnu, men det gør heller ikke noget. Når bare der er lys.

5. marts 2013

Retrotæppet


Som jeg tidligere har skrevet, syede min mor rigtig meget, da jeg var barn.
Børnetøj i massevis - selvfølgelig, og også tøj til sig selv. Ofte var det fine, små kjoler - nogengange syede hun af det samme stof både til sig selv og til mig og min søster.
Desværre er der så godt som intet bevaret af hendes kreationer, tidens tand og diverse oprydninger har gjort deres.
Men hendes tæpper lever videre.
For der blev, naturligt nok, en masse små stumper stof til rest efter syningen - og af dem syede hun tæpper. Ægte patchworktæpper; hun tog hvad hun havde og brugte det. Farver og mønstre var ikke så vigtige. Men jeg synes, at det ser ud som om hun alligevel farvesorterede lapperne - helt ubevidst..
Hun klippede lapper, til der ikke var flere brugbare stofstumper at klippe af, og så syede hun.

Her er det tæppe, hun syede til mig engang i 1970'erne. De fineste mønstre og stoffer. Mest bomuld, en lille smule fløjl og lidt flonel. Brugt til kjoler, skjorter, nederdele og puder. Og en enkelt par bukser.

Tæppet er et af mine kæreste ejendele. Jeg har givet det nyt fyld af pladevat og nænner slet ikke at bruge det. Når jeg kigger på det, kan jeg huske hvad de forskellige stoffer er blevet brugt til.

Der er masser af minder i tæppet, masser af barndom - og en stille hyldest til de kvinder der, til alle tider, har brugt hvad de havde, til skabe små mesterværker.

4. marts 2013

Mere til stofsamlingen


Man kan jo aldrig få for mange stoffer, kan man vel? Især ikke når det drejer sig om en bunke skønne retrostoffer som disse?
Så selvom jeg har et fast fortsæt om, at min stofsamling ikke skal vokse mere, er det ikke til at sige nej når Karen Marie sælger ud af sit stoflager, og stofferne tilmed er farvesorteret i fristende bunker som denne.
Så nu er der lidt nyt til stofsamlingen - og så jeg altså heller ikke købe mere, før (noget af) det der ligger på hylden er brugt..