1. februar 2013

Fredagsfund

Her i huset finder vi ofte brugbare ting i genbrugsbutikkerne; glas, tæpper, småting, tøj. Selvom man godt kan mærke, at der er flere kunder i butikkerne nu, end der var for nogle år siden, er der stadig mange gode at finde. I den by hvor vi bor er der fire genbrugsbutikker, og har man god tid, kan man altid finde noget anvendeligt - eller måske ligefrem gøre et fund.

Jeg kigger tit fordi en af dem - og jeg finder næsten altid noget jeg kan bruge. Som nu denne lille bog - en digtsamling af Axel Juel. Romantiske digte fra 1940erne. Den kunne jeg ikke stå for, den var så yndig med den lille blomst og guldtrykket.

Min fascination voksede, da jeg slog op på bogens første side og læste dedikationen. Med fin skråskrift, som  man lærte i skolen dengang, og med den gamle retstavning, hvor navneord blev skrevet med stort.

28/11-1948
Hjertelig til Lykke paa Fødselsdagen, kære Daisy og Tak for al din Hjælpsomhed og godt Samarbejde i 4. Trop.
Din Irene



Et kig ind i en tidslomme. Matador-tid. Efterkrigstid. Stadigvæk med rationeringer på en del varer. Den Kolde Krig i sin spæde opstart med Berlin-blokaden. En tid, hvor man gav små digtsamlinger væk i fødselsdagsgave som noget helt naturligt.

Hvem mon Irene og Daisy var? Gamle eller unge? Nære veninder eller bare bekendte? Måske pæne middelklassefruer, som hjalp til en spejdertrop? Hvordan mon deres liv var? Og hvordan er bogen endt i genbrugsbutikken? Det får jeg aldrig at vide, men den lille bog får mig til at smile, når jeg kigger på den.

4 kommentarer:

  1. Hvor er den skøn - jeg elsker også bare når ting har en historie, også selvom man ikke kender den ;) Kan godt forstå den måtte med hjem :)

    Kh Karina

    SvarSlet
  2. Ja, Karina - jeg holder også meget af ting med en historie.

    / Bodil

    SvarSlet
  3. Og så har du allerede sat en historie igang inde i mit hovede om Daisy og Irene- tak for at dele den fine bog med os :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Selv tak - jeg kunne ikke lade være - det var min fantasi, der fik frit løb.

      Slet