27. februar 2013

Solstrejf


Endnu en gåtur i frokostpausen.
Her inde i byen ligger der slet ikke sne mere - kun på Søerne er der stadig is. Men det er nu pænt når solen skinner..

24. februar 2013

Søndag med syning og sne

Ofte er det om søndagen jeg syr. Det er svært at finde tid nok til hverdag - og søndage har en særlig ro over sig. Ugens pligter er overstået. Huset er (som regel) nogenlunde rent, der er købt ind og ungene har travl med leg eller lektier. Der er ro.

Ro til at finpudse et mønster, eller til at lege med detaljer. Finde på nyt eller holde sig til det velkendte. Presse, måle, sætte nåle og klippe. Uden at blive afbrudt - ret mange gange.

I dag dryssede sneen ned imens jeg sad i mit syrum. Og mens jeg så på alt det hvide derude, tænkte jeg på, at det jeg holder mest af ved vinteren, er at man kan fordybe sig. Inden døre. Uden at føle at man "bør gå ud i det gode vejr." At man kan nyde indelivet. Og de kreative sysler - og det bliver jeg aldrig træt af.

23. februar 2013

Shorts - helt simpelt

Min søde datter har snart fødselsdag - og en de gaver, hun skal have er disse enkle shorts. Syet i en halvkraftig denim, med elastiklinning og små stiklommer (desværre er lommerne blevet lidt for små. Det er ulempen ved at konstruere sit eget mønster).

Detaljer: Pyntestikninger, lommer og linning i blomstret Liberty-stof (for et stykke tid siden var jeg heldig at få fat i nogle rester hos Hanne). Liberty-stoffet er SÅ pænt - og det giver et fint og feminint modspil til det grove stof.

21. februar 2013

Hvordan er det nu man gør?

Hvordan er det nu man gør? Når man skal sy en ribkant, en indvendig eller udvendig lomme - og hvordan er den optimale arbejdsgang når man syr en t-shirt?

Politikens sybog er min bibel. Den giver svar på alt - og er så enkel og instruktiv, at der ikke er noget at tage fejl af. Som nu den lille detalje der lige kan anes på bogens venstre side; at når man har klippet en ribkant, syet den sammen og foldet den på midten, så klipper man et lille hak i foldens midte - så kantene kan bøjes til hver sin side. Det er muligvis barnemad for garvede syere - men for mig var det en åbenbaring.

Bogen kan anbefales - kort og godt.

17. februar 2013

Berlinglimt

Vi kom på vinterferie, kun et par dage forsinket - og de fleste har nok gættet, at det var Berlin, der var rejsemålet. Her er et par glimt fra en skøn, oplevelsesrig ferie.

Deutsches Technikmuseum - er et kæmpe museum. Fire etager med skibe, fly, tog og biler. Fascinerende og fuldstændig opslugende, når man er 9 år.

Udstillingen Panorama Die Mauer. Et kig ind i 1980'ernes Berlin, set fra bydelen Kreuzberg. Spændende, når man er 14, og stiller spørgsmålet: Hvor er Berlin-muren henne? Den ekisterer som bekendt ikke mere, men på udstillingen, der består af ét gigantisk, kunstnerisk bearbejdet, foto, kan man se Muren, som den så ud.

Yndlingscafe. Kager, te og kaffe.

Tyrkisk marked ved Kotbusser Tor i Kreuzberg.

Vi havde bestemt ikke fået nok af Berlin, men i går gik turen tilbage. Gennem det snedækkede Brandenburg og Mecklenburg-Vorpommern til Rostock - over den grå Østersø og til slut op over Sjælland. Nu er vi hjemme - og i morgen er det skoledag og hverdag igen.

13. februar 2013

Vinterferie

Det lykkedes alligevel. Trods sygdom, indlæggelse og forsinkelse - vi er på vinterferie. Vi drikker kaffe, spiser currywurst, ser lidt på Den kolde Krig, shopper og går på legepladser. Helt perfekt. Og meget bedre end jeg havde kunnet håbe på.

7. februar 2013

Stille dage








Den sidste uge har været meget stille og anderledes. Der har ikke været tid eller lyst til mange kreative aktiviteter. Med et sygt barn hjemme - meget typisk for årstiden - blogland ligefrem strømmer over med beretninger om influenza - fulgte alle de sædvanlige logistiske bekymringer: Hvem kan passe ham og hvornår - og skal jeg nu holde Barnets første sygedag igen?

Alle disse betragtninger blev dog til bagateller, da influenzaen pludselig viste sig at være en betændelse der strålede ud fra området bag øjet - og et besøg hos vagtlægen endte med en akut indlæggelse i går aftes.

Og med intravenøs medicinering via drop i hånden. Her til aften er vi hjemme igen - men behandlingerne fortsætter ambulant tre gange om dagen. Forhåbentlig ikke alt for langt ind i vinterferien..

4. februar 2013

Se mit retrostof #1


Marte, der har bloggen Redoir, har sat en blogleg i gang: Vis dit yndlingsretrostof frem - og noget du har syet af det.

Jeg har en del stofrester, også retro, for jeg har samlet i lang tid - helt fra dengang retrobølgen ikke var startet, og der altid var bunker af gamle dyne- og pudebetræk at finde i genbrugsbutikkerne. Det er der ikke længere. Men eftersom min stofsamling ikke skal vokse mere, gør det heller ikke så meget.

Ideen om at vise stof frem er god - men da jeg ikke har fået syet så meget i januar, at der er noget retrostof at vise frem - må det blive noget jeg har syet tidligere. Stoffet med de store grønne blomster har jeg fået i bytte af Tusindfryd og jeg har syet en pude af det. Ikke særlig raffineret eller sofistikeret - men mønstret gør mig altid i godt humør og puden liver op alle steder.

3. februar 2013

Hvidt herude

Det er hvidt herude: 
Kyndelmisse slaaer sin Knude 
Overmaade hvas og haard - 
Hvidt forneden, hvidt foroven, 
Puddret tykt staaer Træ i Skoven, 
Som udi min Abildgaard. 


(St. St. Blicher, 1838)

I går var det kyndelmissse. Vinterens midtpunkt ifølge gammel overlevering. Og selv om træerne ikke ligefrem stod "pudret  tykt", havde de fået et fint, hvidt drys i løbet af natten. I nat har Onkel Rimfrost vist været forbi.

Hvidt derude..

1. februar 2013

Fredagsfund

Her i huset finder vi ofte brugbare ting i genbrugsbutikkerne; glas, tæpper, småting, tøj. Selvom man godt kan mærke, at der er flere kunder i butikkerne nu, end der var for nogle år siden, er der stadig mange gode at finde. I den by hvor vi bor er der fire genbrugsbutikker, og har man god tid, kan man altid finde noget anvendeligt - eller måske ligefrem gøre et fund.

Jeg kigger tit fordi en af dem - og jeg finder næsten altid noget jeg kan bruge. Som nu denne lille bog - en digtsamling af Axel Juel. Romantiske digte fra 1940erne. Den kunne jeg ikke stå for, den var så yndig med den lille blomst og guldtrykket.

Min fascination voksede, da jeg slog op på bogens første side og læste dedikationen. Med fin skråskrift, som  man lærte i skolen dengang, og med den gamle retstavning, hvor navneord blev skrevet med stort.

28/11-1948
Hjertelig til Lykke paa Fødselsdagen, kære Daisy og Tak for al din Hjælpsomhed og godt Samarbejde i 4. Trop.
Din Irene



Et kig ind i en tidslomme. Matador-tid. Efterkrigstid. Stadigvæk med rationeringer på en del varer. Den Kolde Krig i sin spæde opstart med Berlin-blokaden. En tid, hvor man gav små digtsamlinger væk i fødselsdagsgave som noget helt naturligt.

Hvem mon Irene og Daisy var? Gamle eller unge? Nære veninder eller bare bekendte? Måske pæne middelklassefruer, som hjalp til en spejdertrop? Hvordan mon deres liv var? Og hvordan er bogen endt i genbrugsbutikken? Det får jeg aldrig at vide, men den lille bog får mig til at smile, når jeg kigger på den.